Øv det var skidt!

I sidste uge holdt en af enhederne på Bornholm øvelse og i deres iver kom de lidt for tæt på skole, hvorved elever og lærere blev forskrækkede.
Det ærgrer vi os rigtigt meget over. Det er selvfølgelig ikke meningen, og vi skulle i vores planlægning have taget højde for det.

Det er vigtigt for Forsvaret, at vi har mulighed for at øve os uden for vores øvelsesterræner. Nogle typer enheder, som dem på Bornholm, fylder meget, når de opererer, og det vil ikke give et realistisk billede, hvis man kun kunne øve inden på vores ’egne’ områder. Det har vi altid haft behov for, og i mine 30 år i Forsvaret, har jeg kun været ude for få lignende tilfælde. Ja, en gang imellem laver vi skader med vores tunge køretøjer, men efterfølgende aftaler vi en erstatning med de berørte – så det giver sjældent problemer. Men vi skal naturligvis ikke skræmme børn. Så bevægelser kan foregå overalt, men de planlagte kamphandlinger må gennemføres på mere øde steder og – om muligt – være varslet til de omkringboende.

Så vi vil lige en gang til kigge vores procedurer igennem. Vi vil meget gerne undgå at få pålagt begrænsninger i vores færden – men omvendt skal vi så også være bedre til at forvalte vores frihed.

Frihed under ansvar er en god dansk dyd.


Michael

Klarmeldinger!

ISAF hold 10 er klar! Den sidste måned har bataljonen været under brigadens vinger, og der har været trænet intensivt – og der er nået et højt uddannelsesniveau.

Jeg har fulgt alle enheder tæt, og været imponeret over, hvor meget der er ’gået til stålet’. Alle er dedikerede, og der har ved enheder og den enkelte soldat været en egen drift, der hele tiden har ønsket at lære og forbedre sig.

Det er forholdsvis nemt at være brigadechef med et sådant engagement. Men det er jo også alvor. I begyndelsen af august drager ISAF 10 til Afghanistan, og straks derefter er man på patrulje i ’Green Zone’ eller kører logistiske kolonner i ’IED-land’. Men holdet er klar. Jeg havde fornøjelsen af i går aftes at give en deling unge soldater fra C-kompagniet en tilbagemelding, og det var fantastisk dejligt at se, hvor afklarede de var med de kommende opgaver. Og de havde selvtillid – i forhold til egne og enhedens evner til at løse de pålagte opgaver. Men denne selvtillid var afdæmpet, ikke pralende, og den viste sig ved rolig, sikker fremtræden – og så kunne man se ’ilden i øjnene’.

Ja, ISAF er klar – og de ved det selv. Det er det vigtigste.

Prioriteringen

I sidste uge døde to af vores kammerater i en tragisk ulykke i Oksbøl. Simon og Jonas blev dræbt af fragmenter fra et eksploderet morterrør. Søndag døde Martin, da hans PMV kørte på en IED i Afghanistan.

Jamen, passer vi da ikke på vores soldater?

Som den ansvarlige for træning inden udsendelsen til Afghanistan, kan jeg med god samvittighed sige – jo, det er det vigtigste for os, og de sikkerhedsmæssige aspekter af operationerne fylder rigtigt meget. Vi øver igen og igen – vi gør tingene en ekstra gang, vi diskuterer, vi optimerer, således at alle ved, hvad de skal gøre i forhold til vejsidebomber og andre fjendtlige handlinger. Vi vil have alle med hjem – derfor træner vi hårdt og intensivt. Intet er overladt til tilfældigheder.

Derfor er også lidt irriterende for mig, at Forsvarets øverste ledelse indirekte af medierne bliver beskyldt for at være kynisk beregnende i forhold til ’at det går nok at sende PMV’er’ til Afghanistan. Lad os få det helt på det rene: Vi ville hellere end gerne køre rundt i ’state of the art’ køretøjer, men det er der ikke råd til. Allerhelst ville vi flyve vores soldater rundt i Afghanistan for at mindske truslen fra vejsidebomber. Men det er der ikke råd til.

Vi er generelt godt udrustet. Vi har sikre køretøjer, men ikke alle er blevet udskiftet, så vi bruger stadig M113, som også på mange måder stadig er et godt taktisk køretøj. Lad os lade være med at pege fingre og beskylde. Ingen er kynikere. Forsvarets ledere er ikke dummere end andre, og intet ligger os mere på sinde end vores soldaters sikkerhed.

Men vi vil jo meget. Vi vil have kampfly. Hvilket er relevant. Vi vil patruljeskibe. Hvilket er relevant. Og vi vil have en aktiv udenrigspolitik, hvor vi gør en forskel. Også det er meget relevant.

Men det koster, så ligesom i en husholdningsøkonomi må der prioriteres benhårdt. Politikerne vil det hele – og det er fint. Vi, i Forsvaret, er med og vi knokler, men lad os så stå sammen, når konsekvenserne af prioriteringen tragisk rammer os.

Hvordan kan man sætte et billede på? Ja, hvorfor kører børnefamilien rundt i en gammel VW Golf med dårligt sikkerhedsudstyr, når der en Volvo på markedet med en super crash-test?

I mange tilfælde er det udtryk for en prioritering.

Når soldaterne går til filmen.

Så fik jeg set den, Armadillo – og jeg må sige, at det var noget af en skuffelse. For at få mest mulig action har instruktøren entydigt valgt at fokusere på kamphandlingerne og de aktiviteter, der følger i kølvandet af disse. Og det giver ikke et retvisende billede af, hvad vi rent faktisk prioriterer i Afghanistan – nemlig støtten til civilbefolkningen.
Kamphandlinger har næsten altid negative følgevirkninger for civilbefolkningen. Huse bliver ødelagt, og husdyr bliver slået ihjel, og derfor skal vi undgå at slås, hvor civilbefolkningen er. Og det gør vi. Vi er til stede i det forholdsvis tyndt befolkede område omkring den lejr, der i filmen hedder Armadillo, fordi vi vil holde Taliban væk fra Gereskh, som er en større by i Provinsen. I Gereskh er der stort set ingen kampe, her er (gen)opbygningen i gang og et stærkere lokalt styre under etablering.

Det ærgrer mig, at vores soldater bliver fremstillet som hungrende efter at komme i kamp. Det er ikke en norm, vi ønsker at skabe – vi er der for at undgå kamp og hjælpe civilbefolkningen. Det har og skal gennemsyre vores uddannelse. Men vi træner naturligvis til at kunne nedkæmpe fjenden, skulle det komme til kamp – det er soldatens raison d’etre.

Det ærgrer mig også, at førere og soldater bruger et sprog, som kan sammenlignes med den AK 81’er, som jeg hørte forleden. Det er vel ikke normen. Og det er vel heller ikke normen at stille til appel i bar mave iført sine krigstrofæer – værdighed og disciplin bliver nøglen til udvikling. Især når vi nu skal have afghanske soldater boende i vores lejre. Her skal vi gå forrest med det gode eksempel – i alle forhold.

Filmen har skabt interesse, og den er generelt blevet godt modtaget i befolkningen. Det er da positivt. Nu må vi, som uddanner, blot passe på, at filmens billede ikke bliver den norm, som vi efterstræber. Der har chefer og førere i 1. Brigade et stort ansvar.